Vedtægter for Øster Lindet Idrætsforening
§ 1
Foreningens navn er Øster Lindet idrætsforening.
Foreningens hjemsted er Øster Lindet, Vejen Kommune.
Øster Lindet idræts forening er en sammen lægning af Stenderup / Øster Lindet Ungdomsforening og Øster Lindet Boldklub.
Stenderup / Øster Lindet Ungdomsforening er resultatet af en sammenlægning af Øster Lindet Ungdomsforening (stiftet 1894) og Stenderup Ungdoms- og Foredragsforening (stiftet 1942).
Stenderup / Øster Lindet Ungdomsforening er stiftet den 17. april 1973.
Øster Lindet Boldklub er stiftet i Maj 1957.
§ 2
Foreningens formål er at samle og fremme sporten i Øster Lindet sogn, og ved idræt, boldspil og gymnastik samt andet kulturelt virke, at fremme den enkeltes og fællesskabets sundhed og trivsel.
Foreningen er tilsluttet Danske Gymnastik & Idrætsforeninger (DGI), JBU, Dansk Krolf Union og Dansk Minigolf Union.
§ 3
Som aktive medlemmer kan optages børn og voksne, der vedkender sig nærværende vedtægter.
Som støttemedlemmer kan optages enhver.
Beboere, der ikke dyrker idræt, men som ønsker at støtte foreningen gennem køb af medlemskort, har samme rettigheder på generalforsamlingen som alle øvrige medlemmer.
Bestyrelsen kan, om den finder det fornødent, udelukke et eller flere medlemmer af foreningen, men en sådan afgørelse skal altid forelægges den næstfølgende generalforsamling, uanset hvornår udelukkelsen har fundet sted.
§ 4
Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af:
A. Formanden
B. 6 bestyrelsesmedlemmer
Valgbar er ethvert medlem der er fyldt 18 år.
§ 5
Kontingentet fastsættes af bestyrelsen hvert år, og ændringer hertil fremlægges på næstfølgende generalforsamling.
§ 6
Foreningens medlemmer og bestyrelse hæfter ikke personligt for de for foreningen indgåede forpligtelser, for hvilke alene foreningen hæfter med dens respektive formue.
Foreningens medlemmer har ikke nogen økonomiske forpligtelser overfor foreningen ud over kontingent-forpligtelsen.
Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.
§ 7
Generalforsamlingen, der er foreningens højeste myndighed, afholdes hvert år i marts. Bekendtgørelse sker med mindst fjorten dages varsel i "Det Sker i Øster Lindet" og Øster Lindet by hjemmeside. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest fire dage før generalforsamlingen.
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte:
Valg af dirigent
Valg af stemmetællere
Valg af protokolfører
Aflæggelse af årsberetninger
Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
Behandling af indkomne forslag
Valg af bestyrelsesmedlemmer
Valg af 2 suppleanter
Valg af 2 revisorer
Eventuelt
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, såfremt mindst tre af bestyrelsens medlemmer eller mindst en fjerdedel af foreningens medlemmer skriftligt, med angivet dagsorden, fremsætter krav herom over for formanden. Indvarslingsfristen for ekstraordinær generalforsamling er den samme som for ordinær generalforsamling, og indvarsling af evt. ekstraordinær generalforsamling skal ske senest 14 dage efter, at kravet er modtaget.
§ 8
Generalforsamlingen vælger bestyrelsen, der består af syv medlemmer. Valg til bestyrelse sker skriftligt, hvis blot ét medlem ønsker det. Ved valgene bør tilstræbes en jævn fordeling over hele sognet. I lige år afgår 4 bestyrelsesmedlemmer, og i ulige år afgår 3 bestyrelsesmedlemmer. Alle valg er for to år.
Som suppleanter vælges de to, der ved bestyrelsesvalget opnår højst stemmetal næst efter de valgte.
I tilfælde af, at en suppleant indtræder i bestyrelsen, indtræder denne i den pågældendes valgperiode.
§ 9
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær, og fastsætter selv sin forretningsorden. Kasserer og sekretær kan sidde udenfor bestyrelsen. I øvrigt vælger bestyrelsen de for arbejdets udførelse fornødne udvalg, og på generalforsamlingen aflægges beretning om sådanne udvalgs arbejde i årets løb. Udvalgsmedlemmer kan vælges uden at være medlemmer af bestyrelsen, men arbejder under dennes ansvar.
§ 10
Foreningen har 2 revisorer, som på skift vælges for 2 år.
§ 11
Stemmeret og valgbarhed har ethvert medlem, der er fyldt 18 år.
§ 12
Foreningens regnskabsår går fra 1/1 til 31/12.
Senest 4 uger før ordinær generalforsamling afgiver bestyrelsen driftsregnskab og status til revisorerne.
§ 13
Foreningen tegnes ved underskrift af formanden. I dennes fravær tegnes foreningen af næstformanden i fællesskab med et medlem af bestyrelsen.
Ved køb, salg, kaution eller pantsætning af fast ejendom samt ved optagelse af lån tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.
§ 14
Ændringer i foreningens vedtægter kan kun ske med mindst 2/3 flertal blandt de afgivne stemmer på generalforsamlingen.
§ 15
Foreningen kan kun opløses, såfremt der på to hinanden følgende generalforsamlinger er mindst 2/3 flertal herfor blandt de afgivne stemmer. Mellem de to generalforsamlinger skal der være et tidsrum på mindst tre uger.
§ 16
Ved evt. opløsning træffer generalforsamlingen beslutning om anvendelse af foreningens formue m.m. Denne skal dog under alle omstændigheder anvendes til idrættens fremme i Øster Lindet, mens der for arkivalier og lign. sørges for betryggende lokal opbevaring.
Bestyrelsen kan ikke træde tilbage, før afviklingen af foreningens ophør er effektueret.
Vedtaget på stiftende generalforsamling 17-12-2012.
Senest ændret 05-03-2018.
Senest ændret 06-03-2019.
|